login   |    register
 Community Forum: Denmark
Want to meet up with modelers in your country or region? This is the place.
En dansk morter PMV, del 1
keo
_VISITCOMMUNITY
Nordjylland, Denmark
Joined: January 30, 2006
KitMaker: 612 posts
AeroScale: 0 posts
Posted: Sunday, October 19, 2008 - 08:57 AM UTC
En dansk morter PMV – del 1

Dette vil være en tredelt gennemgang af bygningen af en dansk morter PMV i lighed med mine indlæg om en dansk GD. Del 1 vil være interiøret, del 2 eksteriøret og del 3 om bemalingen – altså fuldstændigt som Gd’en.

I den danske hær er PMV’en jo velkendt; Hærens Folkevogn! har jeg set den omtalt som. Pmv’ens roller er, og har været, mange. Taxa for infanteriet og ingeniørerne, føringsvogn, værkstedsvogn af mange slags, specialkøretøj (som fx forskellige radarvogne) og som ildstøttevogn. En pansret ildstøttevogn var ikke noget nyt, da PMV’en indtog sin plads i de danske geledder midt i 60’erne. Half Tracken, både M5 og M16 havde været mortervogn i mange år. I 1964 indkøbtes en mindre antal benzindrevne M106 for at teste systemet af. I den amerikanske hær er M106 udstyret med en 107mm morter, men i Danmark blev disse erstattet med vores 81mm morter M57 af dansk fabrikat (kaldet middeltung morter eller blot MMT). Midt i 70’erne blev vores morter PMV’er forøget med et antal M125 så det samlede antal lå på ca 56 stk. M125 adskiller sig alene ved at være dieseldrevet. Morter PMV’en har været i de danske PINF KMP indtil begyndelsen af dette årtusinde, men er vist lagt i mølposen nu (?).

Det eneste sæt der er lavet af morter PMV’en er Tamiyas 35116, M106A1 U.S.Armoured S.P.Mortar. Sættet er på mange områder magen til Tamiyas andre PMV sæt, blot med nogle andre dele til at lave en M106 forstås. Desværre må man nok sige at Tamiyas PMV er inferiør i forhold til Academys – men de laver ikke en morter PMV. Desuden er sættet ikke helt så nemt at finde mere heller; det er faktisk fem år siden det blev produceret sidst. Jeg kan ikke huske hvornår sættet første gang kom på markedet, men mon ikke det var sidst i 70’erne? Gammelt er det i hvert fald, og det ses også flere steder, men mere om det senere. Det er faktisk muligt at lave en morter PMV af et Academy sæt, men det vil jeg komme tilbage til i del 3, hvor jeg vil konkludere på projektet, og herunder altså også se på alternative løsninger.

Ved det fremragende arrangement i Slagelse hvor Garder Husar Regimentet og Dansk Militærhistorisk Køretøjsforening sammen viste gammelt og nyt materiel, havde jeg lejlighed til at gennemfotografere en morter PMV. Beklageligvis var den uden selve morteren, så her måtte en søgning på nettet til. Heldigvis fandt jeg på Jydske Dragon Regiments soldaterforenings hjemmeside en del billeder af morteren i PMV’en, hvilket der også er et par billeder af på Howitzer.dk. Selve morteren har vi en af på vores lokale museum, Aalborg Garnisonsmuseum; så der har jeg fået en del billeder og målinger af den. Og dermed var jeg dækket ind til opgaven.



Det første jeg startede med var morteren. Bundpladen er taget fra Tamiyas sæt, men resten er selvbygget. Foden er lavet af plastic card med nogle bolte forskellige steder fra. Selve morteren er et udboret plastikrør i den rette diameter. Affutagen (lavetten?) er lavet af forskellige dele fra min spare part boks, samt et bukket stykke fra rammen af et etch sæt. Det tager langt tid at lave sådan en fætter, og koster en masse fejltagelser. Med lidt tålmodighed, vilje til at udfordre sig selv, og frem for alt villighed til at lave noget om, er opgaven ikke helt så uoverskuelig som det kan virke. Jeg har opdaget, at jeg ikke kan planlægge, udtænke eller på anden måde sikre mig, at jeg lave det rigtig første gang. Derfor ”møver” jeg mig bare frem, for at sige det på godt jysk.




Dernæst gik jeg i gang med selve rummet, hvor morteren er placeret. I visse engelske artikler om modelbygning, er jeg stødt på begrebet ”to make the interior look busy”; sådan som jeg forstår det, betyder det, at man ikke nødvendigvis laver alt super detaljeret, men laver det således, at man kan se, at dette er en arbejdsplads. Dette er målet for mig, med mit interiør. Jeg har derfor ikke samtlige kabler, ledninger og små knapper med, men nøjes med det mest iøjnefaldende, og det som en bruger af vognen vil se efter. For morter PMV’ens vedkommende betyder det desværre en total selvbygning. De amerikanske er overhovedet ikke indrettet som vores. Som det kan ses er det meste lavet af plastik card. Radiodelene er taget fra et Academy sæt. Hylder med ammunitionscollierne ser ikke alt for lige ud, må jeg erkende; men når overdelen er sat på, ses det ikke så galt.




Også førerens plads trænger til lidt hjælp. Her har jeg igen brugt delene primært fra Academys sæt; med lidt ekstra hjælp af forskellige materialer. Det underlige rør der tilsyneladende går helt umotiveret på tværs forrest, er en del af lensepumpesystemet. Der er både ved køreren og inde i rummet forrest placeret nogle dialogbokse; disse er nogle jeg lavede for noget tid siden, og har lavet en form af.

Sluttelig er så et par billeder af hele interiøret før maling



Og her efter maling







MrMox
_VISITCOMMUNITY
Aarhus, Denmark
Joined: July 18, 2003
KitMaker: 3,377 posts
AeroScale: 115 posts
Posted: Sunday, October 19, 2008 - 09:12 AM UTC
Det er eddermame godt "møvet" der !

Det bliver en unik model, har du meldt den til Esbjerg
keo
_VISITCOMMUNITY
Nordjylland, Denmark
Joined: January 30, 2006
KitMaker: 612 posts
AeroScale: 0 posts
Posted: Monday, October 20, 2008 - 12:06 AM UTC
Jeg kan desværre ikke den weekend - hår måtte sande at der er andet i livet end modelbygning (uden helt at have accepteret det )
SGTJKJ
#041
_VISITCOMMUNITY
Kobenhavn, Denmark
Joined: July 20, 2006
KitMaker: 9,987 posts
AeroScale: 3,765 posts
Posted: Monday, October 20, 2008 - 11:59 PM UTC
Det er super scratchbuiding! Interioeret ser virkelig godt ud. Jeg ser frem til at se resten af PMV'en.

Hwa-Rang
_VISITCOMMUNITY
Kobenhavn, Denmark
Joined: June 29, 2004
KitMaker: 6,695 posts
AeroScale: 0 posts
Posted: Thursday, October 23, 2008 - 11:12 PM UTC
Det ser hamrende godt ud Kenneth.